Jeg håber alle vil læse denne kloge kronik om Ukraine konflikten, som Berlingske bragte.

Af Major Lars Ehrensvärd Jensen, som netop er hjemkommet fra Mali

"Søren Pind overser grundelementerne i Ukraine-konflikten, fordi han styres af følelser. Efter min opfattelse, fordi Vesten er forblændet af imperiebyggeriet og lader strategi amatører føre ordet, som børn der leger med tændstikker på et høloft. Når man går i takt, bliver man dum. Og Søren Pind går i takt, så hælene smælder. Mens jeg var udsendt til Mali, anklagede Søren Pind i Berlingske Enhedslisten for at være femte kolonne for Rusland. EL havde sagt, at man også bør lytte til Rusland i den nuværende konflikt. Jeg er uenig med EL i meget, men er enig i dette synspunkt. Jeg er også uenig med Rusland i meget, men derfor har Rusland ikke uret i alt.Jeg har siden 2015 argumenteret i tre kronikker i Politiken og et par stykker i JP for, at vi bør forstå, at Rusland som enhver anden stat også har legitime sikkerheds interesser.Jeg må derfor antage, at jeg også må være femte kolonne i Søren Pinds optik. En bizar oplevelse efter 40 års tjeneste som officer, heraf mange år som jægersoldat, hvor jeg har sat liv og helbred på spil for Danmark. Ét har jeg lært som soldat: Når mennesker går i takt, bliver de dumme. Niels Hausgaard siger: Har man én gang lært at gå i takt, så går der noget i stykker i en, som ikke kan repareres. I Ruslands debatten går folk som Pind og mange andre i takt, så hælene smælder i betonen. Uden det mindste kendskab til sikkerhed, strategi, Rusland eller Ukraine, brøler den marcherende hob selvbekræftende slagord, som »Rusland forstår kun den hårde magt«, eller »Putin ønsker at genvinde USSR«. Det synes klart, at når man bruger udtryk, som »Putin-versteher«, »apologist« eller»femtekolonne« i en debat, så mangler man argumenter. De marcherendes forståelse af verden nærmest er religiøs. Ingen siger det klarere end Matthæus 7,3: »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje«. Herved kan man bekræfte sig selv ved at lire dogmer af, som heller ikke pressen trykprøver, for også den er indtrådt i geledderne. Kan det virkelig passe, at Vesten har 100 procent ret, og Rusland tager 100 procent fejl?

De mest krigeriske er som altid de gamle mænd, skrivebordsgeneralerne, »som vil sætte hårdt imod hårdt«. De som ikke selv skal sætte livet på spil. Eller de som har fordele af konflikten. Som inkvisitorer tager de patent på sandheden og jagter kættere.Men de har ikke noget patent. De begår to grundlæggende strategiske fejl, som hører til grundpensum i strategi: Man må aldrig i strategi og taktik forsøge at gætte, hvad modstanderen tænker –altså hans hensigter. Det kan man ikke. Man kan kun forholde sig tilmodstanderens faktiske kapacitet. En grundpræmis i to modparters indbyrdes sikkerhed er det såkaldte sikkerheds dilemma: Jo mere sikker den ene føler sig, jo mere usikker føler den anden sig. Om modstanderen: Debatten føres i høj grad af tankelæsere. I iveren for at gætte Putins tanker overser Pind, at for Rusland, som tre gange er blevet invaderet fra vest (1812, 1914 og 1941), er NATO-styrker i Ukraine fuldstændig uacceptabelt. Ligesom USA ikke accepterede raketter på Cuba i 1961. Helt banalt fatter de færreste, at Rusland er 6.600 km bredt. Når medierne viser kort med Rusland og Europa, går konfrontationslinjen midt i kortet. Man overser Ruslands geografiske asymmetri med Moskva 750 kilometer fra nærmeste NATO-grænse. Med Ukraine i NATO reduceres det til 450 kilometer, og Moskva kan angribes fra to sider. Afstanden fra nærmeste ende bliver syv procent af landets bredde. Et drømmescenarium for Napoleon og Hitler. Omsat til danske forhold svarer det til, at russerne pludselig står 40 kilometer fra København. Kan Rusland, med et bruttonationalprodukt på 1/11 af EUs, besætte bare en del af Vesteuropa? Kan en skrumpende befolkning på 144 millioner hamle op med NATOs 750 millioner menneskers økonomiske og militære kraft? Kan det lade sig gøre med et forsvarsbudget på 1/10 af USAs eller 1/13 af NATOs fem højeste forsvarsbudgetter tilsammen? USA, med en økonomi 12 gange Ruslands,evnede ikke at holde Afghanistan eller Irak besat. Når vi taler om Ruslands aggression, så er der tale om defensiv aggression.Rusland kan kun konstatere, at NATO er massivt overlegent, og at NATO er rykket helt op til Ruslands grænser. I strategi håber man på det bedste, men forbereder sig på det værste. Set fra vores side, så kan NATO ikke iværksætte en angrebskrig mod Rusland. I strategisk sammenhæng kan Rusland heller ikke læse vores tanker. Men hvis der opstår en krise i fremtiden, så har NATO forlods bragt sig i en vinderposition. Det reagerer Rusland på med den defensive aggression, vi ser. Rusland har som førnævnt ingen chancer med en offensiv aggression mod Vesten. Rusland er presset op i en krog og reagerer aggressivt som forsvar – dets interesserer blevet kørt over. Vesten lavede traktater med USSR, og det burde vi også kunne med Rusland; vi er i en total styrkeposition.Pind overser grundelementerne i konflikten, fordi han styres af følelser. Efter min opfattelse, fordi Vesten er forblændet af imperiebyggeriet og lader strategiamatører føre ordet, som børn der leger med tændstikker på et høloft.

Om sikkerhedsdilemmaet: Historikeren Herbert Butterfield bruger begrebet et»predicament« om et absolut problem; et dilemma, som ikke kan undviges. Et grundlæggende problem hvori lige stærke magter, som ærligt ønsker at undgå krig, alligevel ender i krig. Ikke af ondskab eller kriminelle hensigter, men simpelthen fordi det uløste, strukturelle problem fører dem til krigen. Som Versailles traktaten skabte et »predicament«, der førte til Anden Verdenskrig.J ohn Herz supplerede Butterfield med begrebet »sikkerhedsdilemmaet«. Det handler om strukturen i en sikkerhedssituation, hvor stater for at varetage egensikkerhed og uanset gode intentioner forårsager en stigende usikkerhed for andre. Hver part opfatter egne foranstaltninger som defensive og de andres foranstaltninger som truende.Trods »sejren« over Sovjetunionen, fortsatte Vesten magtkampen og udvidede helt op til Ruslands grænser. Vi mener, at NATO skaber stabilitet, men i virkeligheden skaber NATO ustabilitet ved at »inddæmme« Rusland. Derved skaber vi et sikkerhedsdilemma; et absolut problem, som Rusland ikke kan undvige. Udvidelsen skete trods mange advarsler. Uagtet, hvor meget vi selv mener, at NATO er fredeligt, så kan NATO-udvidelsen ses som en fortsættelse af USAs koldkrigs strategi om inddæmning af Rusland.Clintons forsvarsminister, William Perry, karakteriserer den amerikanske adfærd over for Rusland i 90erne således: »Hvem bekymrer sig om, hvad de tænker? De er en tredjerangs magt«.

George Kennan, sagde i 1998,at ... udvidelsen af NATO er ubegrundet, fordi ingen truer nogen, og at udvidelsen er en »tragisk fejltagelse«, som viser »ringe forståelse for russisk og sovjetisk historie« ... »Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland«, og så vil man sige: »Det var jo det, vi sagde – sådan er russerne! «Som den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates skriver: »Vi begik en fejl ved ikke at se verden fra deres synspunkt og med at udvikle et langvarigt forhold til dem«. Gates skriver også, at ideen om at optage Ukraine i NATO er en»monumental provokation af Rusland«. Endelig argumenterer den amerikanske politolog og neorealist John Mearsheimer også for, at Vesten bærer hovedparten af skylden for, at det er gået så galt. Hvis der var statsmænd blandt vores politikere, burde de snarest indlede seriøse og ligeværdige forhandlinger med Rusland og bygge en ny sikkerhedsarkitektur i Europa. Lave nedrustningsaftalerne INF og CFE i version 2.0 og gennem traktater skabe grundlaget for afspænding og nedrustning. Det nytter ikke at gå i takt videre mod afgrunden, mens man selvtilfreds brøler»femtekolonne«, så krystalruderne klirrer.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

------------------------------------------------------------------------------------------------------------